dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Frederiksberg køber hospital for 771 mio. kr.
Frederiksberg Hospital skal omdannes til boliger for alle aldre og indkomstgrupper, siger borgmester Simon Aggesen (K).
Foto: Frederiksberg Kommune

Frederiksberg køber hospital for 771 mio. kr.

Frederiksberg Hospitals bygninger og grund skal omdannes til et nyt bykvarter.
24. JUN 2021 7.15

FREDERIKSBERG: I de kommende år skal grunden og bygningerne på Frederiksberg Hospital omdannes til et nyt kvarter med en blanding af boliger, erhverv, grønne områder og offentlige funktioner. Det står klart, efter at Frederiksberg Kommune har købt hospitalet, grunden og bygningerne af Region hovedstaden.

Købesummen for hospitalet er 771 mio. kr. og betales i rater fra 2028 og frem. Finansieringen sker ved, at Frederiksberg Kommune i forlængelse af det kommende planlægningsarbejde vil videresælge dele af området til forskellige former for boliger og til blandet erhverv.

Der skal også være plads til kultur- og fritidsaktiviteter, mens kommunen vil bruge en mindre del af området til fremtidige kommunale servicetilbud såsom plejeboliger.

Bygger i Bispebjerg

Om Region Hovedstadens salg af den cirka 106.000 kvm store grund siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S):

- Regionen har besluttet at sælge Frederiksberg Hospital, fordi vi bygger et nyt akuthospital og psykiatrisk center i Bispebjerg. Midlerne fra salget går derfor til at skabe bedre rammer for behandlingen af fysisk og psykisk sygdom.

Frederiksberg Kommune har allerede udarbejdet en vision for området, og borgmester Simon Aggesen (K) ser frem til arbejdet med at gøre visionen til virkelighed:

- Det er en enestående mulighed for Frederiksberg, at vi kan købe og omdanne et så stort område. Med købet i dag sikrer kommunalbestyrelsen, at vi kan komme meget nærmere realisering af visionen om at skabe et grønt, blandet og bæredygtigt nyt kvarter til glæde for hele byen. Her skal ikke bygges højt og tæt. Vi vil bevare det grønne og tage afsæt i de historiske bygninger. Og det er vigtigt der kommer boliger for alle aldre og indkomstgrupper, siger han.

Region Hovedstaden rykker efter planen de sidste afdelinger ud af bygningerne med udgangen af 2025, hvorefter Frederiksberg Kommune overtager dem endeligt. Indtil da skal kommunen udarbejde en udviklingsplan, og det kommer til at foregå i dialog med byens borgere og aktører, understreger Simon Aggesen. Blandt andet planlægger man at oprette et borgerpanel.

Læs mere om projektet her.

ak

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.